Queenstown, Milford Sound, Bluff og Dunedin.

Kia ora!

Puzzleworld, Wanaka

Dagen efter, da vi havde overnattet i Albert Town, kørte vi tilbage til Wanaka. Vi tog i Puzzleworld. Puzzleworld er et sted som "Believe it or not", bare uden køer med tre hoveder. Det er et sted der får din hjerne til at tænke at den ser noget bestemt, selvom det er helt anderledes. Eksempelvis var der lavet nogle uhulede ansigter, men da man kiggede på dem, lignede det at ansigterne stak ud af væggen. Der brugte vi en halv time, måske tre kvarter. Bagefter endte vi i et rum hvor vi kunne sidde og lave små puslespil og underlige gåder - her endte vi så med at bruge en times tid, inden vi besluttede os for at sætte kursen mod Queenstown.
Køreturen var ikke lang, så vi ankom ret tidligt til vores hostel. Vejret var koldt og det regnede, og så var vores værelse ikke klar til os. Så vi måtte vente en time.

Queenstown

Da vi endelig fik vores værelse, hapsede vi de to underkøjer der var fri, og hoppede praktisk talt direkte under dynen, for at få varmen. Her blev vi så liggende, indtil vi burde lave noget aftensmad. Da vi kom ud fra værelset igen, var der folk der snakkede om at det sneede. Vi tænkte: "Ej, ikke her, midt om sommeren!" Men da skyerne forsvandt, kom der sne til syne på toppen af bjergene.
Første hele dag i Queenstown blev brugt på sightseeing, et lille marked på havnen, soveniershopping og lidt afslapning. Vejret var lidt skidt så derfor skulle der ikke ske noget vildt den dag.

Bungy jump #2

Dog endte jeg med at booke tid til et lille hop dagen efter.
Vi stod lidt tidligt op og kørte ud til Kawarau Bridge. Herfra skulle jeg prøve bungy jumping. Springet var 43 meter højt og var det første bungy jump som blev etableret. Jeg blev vejet, tjekket ind og fik at vide at jeg kunne gå op på broen. Så gik jeg afsted, og Hanne gik ud på udkigsplatformen. Jeg var vildt nervøs, men overvandt heldigvis min skræk og sprang. Det var vildt fedt! Så da jeg kom op sagde jeg til Hanne at jeg gerne ville gøre det igen - så cirkusset startede forfra. Denne gang ville jeg dyppes i vandet. Jeg aftalte hoved og skuldre med manden på broen, men endte med at blive dyppet til hofterne. SUPER FEDT!
Resten af dagen gik med at Hanne var ude og paraglide og jeg fik en lille lur.

Nievis Swing

Dagen efter tog Hanne og jeg ud til Nievis. Her har Kiwierne lavet et bungy jump, men også verdens største gynge. Vi havde her IKKE booket til til bungy, men til at prøve den store gynge. Det var en ting vi gjorde sammen. Da vi kom derop blev vi spurgt om hvilken vej vi ville gynge. Hanne sagde forlæns men fyren som skulle spænde os fast, insisterede på at vi skulle vende baglæns - så det gjorde vi selvfølgelig.
Det var sjovt, men jeg ville hellere lave et bungy jump mere. Hvis man dog endelig skal gøre det, vil jeg forslå at man gør det sammen med en, ellers kan den sidste del af turen godt blive lidt lang, når man bare hænger og venter på at blive hevet op igen.
Resten af dagen brugte vi igen på sightseeing.

Mirror Lakes

Den næste dag kørte vi mod Te Anau til Manapouri. Vi skulle overnatte i Manapouri, fordi der ikke var noget ledigt i Te Anau. Den 10. februar kørte vi til Milford Sound. Vi havde booket et cruise med Go Orange - et selskab der sejler ud i Milford Sound. På vejen til Milford Sound stoppede vi ved Mirror Lakes til foto session. Mirror Lakes er det i kan se på billedet her. Det var utrolig smukt og vi var næsten mere betaget af udsigten i vandet end den virkelige udsigt, det var som om, at det var smukkere i vandet end i virkeligheden.
Turen fortsatte herefter til Milford Sound. Det er en vanvittig lang, men også smuk tur derud. Naturen er noget helt for sig selv. Vi skulle gennem en grotte, og det var virkelig svært at se. Jeg kørte, og jeg har ikke kørt et så skræmmende sted, som det. Puha.

Milford Sound

Men vi kom igennem og vi nåede også til Milford Sound uden at Oprah brændte sammen.
På båden blæste det helt vildt. Vi kom til at sidde udenfor, så vi kunne nyde det gode vejr og den flotte udsigt. Selvom meget af det, lignede noget vi havde set før, bare med vand istedet for vej, så var det smukt. Vi så vandfald, sæler, sne og meget vand. Jeg er ikke så glad for at sejle, så turen var idel for mig. Mange siger at Doubtful Sound er flottere, andre siger at de ligner hinanden, men alle siger at Milford er kortere, og derfor var den ideel for mig, da vi ikke skulle sejle så meget så. Jeg nød køreturen lidt mere en sejlturen. Men det var flot.
Hele vejen tilbage, lå vi bag 2-3 busser, hvilket var meget irriterende fordi de kører lidt langsommere end vores lille Oprah.

Verdens ende - Bluff

Da vi den 11. tog turen mod Invercargill og verdens ende - Bluff - var vejret smukt. Vi kørte næsten direkte fra Manapouri til Bluff, hvor vi så ville holde frokostpause. Vi kørte til verdens ende, eller i hvert fald det sydligste punkt på New Zealand. Vi spiste vores frokost nede ved vandet og tøffede derefter tilbage til Invercargill. Vi havde lidt bøvl med at finde vores hostel, og hvor vi kunne parkere. Da vi endelig fik tjekket ind på vores 10 mands værelse, gik vi op for at se os omkring. Det viste sig så, at værelsets senge larmede rigtig meget - og der var 5 af de larmende køjesenge. Så det blev ikke til meget søvn den nat...

Solopgang i Dunedin

Da vi kørte til Dunedin dagen efter var vi ret smadrede. Vi endte med at dase i sengen i en times tid, hvorefter vi kørte ud til stranden og besluttede at der kunne vi ikke spise aftensmad, men vi kunne da prøve at se om vi kunne se solopgangen næste morgen. Så vi kørte til Dominos og købte to $5 pizzaer og tog med hjem, og så tidligt i seng.
Vækkeuret ringede klokken 6.15 og Hanne kiggede ud af vinduet og konkluderede at det ikke var for skyet til at se en solopgang. Så vi stod op og kørte afsted mod stranden.

Cadbury World

Det var super smukt, men ikke helt klart, hvilket var lidt ærgerligt. Men nu var vi jo oppe, så vi kunne lige så godt blive siddende og kigge lidt. Bagefter kørte vi hjem og tog en time på øjet, før vi stod op og tjekkede ud, og gik mod Cadbury World. De havde ret travlt her fredag den 13, men vi fik booket os ind på en tid. Fordi der var en time til vi skulle på tour satte vi os i cafeen og fik en kop varm kakao. Pludselig lyder brandalarmen og Hanne og jeg kigger på hinanden og tænker "er det her en joke?" - Men nej, det var det ikke. Vi blev alle bedt om at forlade stedet. Der ankom brandbiler og hele fabrikken blev gennemtjekket for folk, så sikkerheden var i top. Det næste vi hørte var at turen vi havde booket, var aflyst. Hm! Så fik vi faktisk vores penge tilbage, men fik så at vide at turene kom til at køre alligevel, og blev booket ind på en ny tur. Turen blev gennemført og vi blev en masse chokolade rigere.

Verdens stejleste gade

Da turen var slut gik vi tilbage til bilen og kørte ud til verdens stejleste gade. For den skulle vi selvfølgelig bestige. Det var super stejlt, og svært at gå op. På den ene side af gaden var der almindeligt fortorv mens der på den anden side var lavet trapper. Vi tog det almindelige fortorv op, og besluttede at tage trapperne ned, for ikke at falde.
Da vi kom ned igen oplevede jeg at mit ene ben rystede og rystede så jeg kunne ikke stå stille. Dette var en meget mærkelig fornemmelse. Men det er ret fedt at kunne sige at vi har besteget verdens stejleste gade.

Dernæst kørte vi mod Lake Pukaki og Twizel hvor vi skulle overnatte ved en familie to nætter. Men det må i høre om i næste indlæg.

Jeg ville have haft opdateret bloggen før nu, men af flere grunde kunne det ikke lade sig gøre.

Ka kite anõ.

xx Melanie