Lake Pukaki, Lake Tekapo, Christchurch, Hanmer Springs, Kaikura og Motueka.

Kia ora!

Moeraki boulders

Fra Dunedin kørte vi mod Twizel og Lake Pukaki. På vejen stoppede vi ved Moeraki boulders. Sten som er blevet formet som de ser ud på billedet, af vandet. Ret skørt at der kan være så runde sten, uden at mennesker har gjort noget for det.
Vi var der ikke ret længe inden vi kørte videre, fordi det simpelthen blæste så meget at vi næsten ikke kunne se noget. Men nu blev kursen sat direkte mod den familie Hanne havde været au pair hos. De havde sagt at vi gerne måtte overnatte - det tilbud tog vi selvfølgelig imod.
Det var en lang køretur fra Moeraki boulders til der hvor familien bor. Men vi havde hinandens selskab, så det gjorde ikke så meget.
Pludselig så vi op på himlen (som var fyldt med grå skyer), og så var nogle af skyerne blå.. Det kunne vi ikke lige forstå.

Lake Pukaki

 Da vi kom tættere på opdagede vi at det var Lake Pukaki som reflekterede op på skyerne med sin flotte blå farve. Her stoppede vi selvfølgelig også for at tage billeder inden vi kørte helt hjem til familien. Familien var rigtig søde, børnene var dog i seng, men dagen efter var de helt vilde efter at lege med os, så vi tog os lidt tid til at lege med dem inden vi kørte ud til Mt Cook. Mt Cook er det højeste bjerg på New Zealand. Men på grund af skyer, kunne vi ikke se toppen, hvilket vi var lidt utilfredse med. Derfor kørte vi et andet sted hen hvor man kunne gå op og se en gletsjer.

Smeltet gletsjer.

Vi gik den tur der var ud til gletsjeren og forbi nogle såkaldte "Blue lakes" som simpelthen var gået hen og blevet grønne for 20 år siden. Hm tænkte vi, bare gletsjeren ikke er smeltet. Og gæt hvad.. Det var den! Der var i alt ca. 10 kæmpe klumper is er sejlede lidt rundt i noget gråt vand. Der stod så på et skilt at gletsjeren desværre var smeltet for nogle år siden.... Vi kunne ikke andet end at grine lidt af det og sidde og nyde udsigten. Det ser lidt sejt ud, sådan som skyerne har slugt toppen af bjergene.

Lake Tekapo

Den 15. februar stod vi op og sagde farvel til familien hvorefter vi satte kursen mod Christchurch. På vej til Christchurch stoppede vi ved Lake Tekapo. Vi kørte op til Mt John cafe og fik lidt at drikke. Her sad vi også og nød den smukke udsigt over Lake Tekapo. Heldigvis var vejret super godt så søen var nok smukkere end så mange andre dage.
Så satte vi kursen mod Christchurch hvor vi skulle bo hos auntie Jan. Lisas tante, som havde tilbudt at vi kunne overnatte mens vi skulle være i Christchurch.

Re:Start Mall

Første dag i Christchurch tog vi ind til byen og gik i butikker. Vi var inde i Re:Start Mall. Re:Start Mall er noget der er blevet bygget efter de to jordskælv i '10 og '11. Der var alle mulige butikker, lige fra bogbutikker til souvenir shops. Det var meget dyrt der, men det var også et lidt sjovt koncept med kontainere i forskellige farver stakket ovenpå hinanden.
Efter vi havde gået rundt der lidt fandt vi et andet center hvor vi spiste lidt mad og gik i butikker. Da vi skulle tilbage ville vi finde bussen, men det kunne vi ikke.. Så vi begyndte bare at gå. Da vi endelig fandt et busstop var der en mand som fortalte os at der kun var en 15 minutters gåtur tilbage, så vi kunne jo sagtens gå. Det tog os så en halv time...

Akaroa

Dag 2 kørte vi til Akaroa og tog på stranden. Vi prøvede at bestige en bakke med Oprah (bakken var meget stejl) men det gik ikke, så vi vendte om på toppen og kørte ned igen.
Resten af dagen hyggede vi bare på stranden.

Delfinsvømning

Den 19. februar landede vi i Hanmer Springs. Dagen efter havde vi bestilt en gang massage i Hanmer Spa. Aaaah hvor dejligt. Resten af dagen brugte vi ved poolen og slappede af og nød solen. Den 22. februar stod vi op klokken 4 fordi jeg skulle svømme med delfiner klokken 5.30. Det var ude på det åbne hav, og der var så mange delfiner at det var helt vildt. Det var en sjov oplevelse som jeg vil sige at alle skulle prøve. Det var så super fedt at få en drøm opfyldt, og det var alle pengene værd. Hanne var på båden mens jeg var i vandet.
Dagen efter tog vi til Blenheim og tog en overnatning. Og dagen efter kørte vi til Motueka. Så var den tur ovre..

Det har været et eventyr uden lige, og det har været fedt, hårdt, sjovt og skønt. Vi har haft sol og regn, men ikke noget der har generet os meget. Vi føler vi har set det meste af hvad New Zealand har at byde på og det har været sjovt.
Et eventyr jeg vil huske i lang tid sammen med en fantastisk veninde. Nu er der dog kun 2 dage til jeg skal sætte kursen hjemad men jeg glæder mig også. Jeg glæder mig til at se min søde familie igen, men jeg tror også at jeg får lyst til at rejse en masse mere.

Dette eventyr er ved at være ovre, men når et eventyr slutter, starter et nyt.

Når jeg kommer hjem starter Legolands sæson snart op, og jeg glæder mig til sjove dage med skøre mennesker og en masse søde, glade og sjove børn.

I mellemtiden, pas godt på jer selv, husk og slap af og nyd hinandens selskab.

Ka kite anō!

xx Melanie

Queenstown, Milford Sound, Bluff og Dunedin.

Kia ora!

Puzzleworld, Wanaka

Dagen efter, da vi havde overnattet i Albert Town, kørte vi tilbage til Wanaka. Vi tog i Puzzleworld. Puzzleworld er et sted som "Believe it or not", bare uden køer med tre hoveder. Det er et sted der får din hjerne til at tænke at den ser noget bestemt, selvom det er helt anderledes. Eksempelvis var der lavet nogle uhulede ansigter, men da man kiggede på dem, lignede det at ansigterne stak ud af væggen. Der brugte vi en halv time, måske tre kvarter. Bagefter endte vi i et rum hvor vi kunne sidde og lave små puslespil og underlige gåder - her endte vi så med at bruge en times tid, inden vi besluttede os for at sætte kursen mod Queenstown.
Køreturen var ikke lang, så vi ankom ret tidligt til vores hostel. Vejret var koldt og det regnede, og så var vores værelse ikke klar til os. Så vi måtte vente en time.

Queenstown

Da vi endelig fik vores værelse, hapsede vi de to underkøjer der var fri, og hoppede praktisk talt direkte under dynen, for at få varmen. Her blev vi så liggende, indtil vi burde lave noget aftensmad. Da vi kom ud fra værelset igen, var der folk der snakkede om at det sneede. Vi tænkte: "Ej, ikke her, midt om sommeren!" Men da skyerne forsvandt, kom der sne til syne på toppen af bjergene.
Første hele dag i Queenstown blev brugt på sightseeing, et lille marked på havnen, soveniershopping og lidt afslapning. Vejret var lidt skidt så derfor skulle der ikke ske noget vildt den dag.

Bungy jump #2

Dog endte jeg med at booke tid til et lille hop dagen efter.
Vi stod lidt tidligt op og kørte ud til Kawarau Bridge. Herfra skulle jeg prøve bungy jumping. Springet var 43 meter højt og var det første bungy jump som blev etableret. Jeg blev vejet, tjekket ind og fik at vide at jeg kunne gå op på broen. Så gik jeg afsted, og Hanne gik ud på udkigsplatformen. Jeg var vildt nervøs, men overvandt heldigvis min skræk og sprang. Det var vildt fedt! Så da jeg kom op sagde jeg til Hanne at jeg gerne ville gøre det igen - så cirkusset startede forfra. Denne gang ville jeg dyppes i vandet. Jeg aftalte hoved og skuldre med manden på broen, men endte med at blive dyppet til hofterne. SUPER FEDT!
Resten af dagen gik med at Hanne var ude og paraglide og jeg fik en lille lur.

Nievis Swing

Dagen efter tog Hanne og jeg ud til Nievis. Her har Kiwierne lavet et bungy jump, men også verdens største gynge. Vi havde her IKKE booket til til bungy, men til at prøve den store gynge. Det var en ting vi gjorde sammen. Da vi kom derop blev vi spurgt om hvilken vej vi ville gynge. Hanne sagde forlæns men fyren som skulle spænde os fast, insisterede på at vi skulle vende baglæns - så det gjorde vi selvfølgelig.
Det var sjovt, men jeg ville hellere lave et bungy jump mere. Hvis man dog endelig skal gøre det, vil jeg forslå at man gør det sammen med en, ellers kan den sidste del af turen godt blive lidt lang, når man bare hænger og venter på at blive hevet op igen.
Resten af dagen brugte vi igen på sightseeing.

Mirror Lakes

Den næste dag kørte vi mod Te Anau til Manapouri. Vi skulle overnatte i Manapouri, fordi der ikke var noget ledigt i Te Anau. Den 10. februar kørte vi til Milford Sound. Vi havde booket et cruise med Go Orange - et selskab der sejler ud i Milford Sound. På vejen til Milford Sound stoppede vi ved Mirror Lakes til foto session. Mirror Lakes er det i kan se på billedet her. Det var utrolig smukt og vi var næsten mere betaget af udsigten i vandet end den virkelige udsigt, det var som om, at det var smukkere i vandet end i virkeligheden.
Turen fortsatte herefter til Milford Sound. Det er en vanvittig lang, men også smuk tur derud. Naturen er noget helt for sig selv. Vi skulle gennem en grotte, og det var virkelig svært at se. Jeg kørte, og jeg har ikke kørt et så skræmmende sted, som det. Puha.

Milford Sound

Men vi kom igennem og vi nåede også til Milford Sound uden at Oprah brændte sammen.
På båden blæste det helt vildt. Vi kom til at sidde udenfor, så vi kunne nyde det gode vejr og den flotte udsigt. Selvom meget af det, lignede noget vi havde set før, bare med vand istedet for vej, så var det smukt. Vi så vandfald, sæler, sne og meget vand. Jeg er ikke så glad for at sejle, så turen var idel for mig. Mange siger at Doubtful Sound er flottere, andre siger at de ligner hinanden, men alle siger at Milford er kortere, og derfor var den ideel for mig, da vi ikke skulle sejle så meget så. Jeg nød køreturen lidt mere en sejlturen. Men det var flot.
Hele vejen tilbage, lå vi bag 2-3 busser, hvilket var meget irriterende fordi de kører lidt langsommere end vores lille Oprah.

Verdens ende - Bluff

Da vi den 11. tog turen mod Invercargill og verdens ende - Bluff - var vejret smukt. Vi kørte næsten direkte fra Manapouri til Bluff, hvor vi så ville holde frokostpause. Vi kørte til verdens ende, eller i hvert fald det sydligste punkt på New Zealand. Vi spiste vores frokost nede ved vandet og tøffede derefter tilbage til Invercargill. Vi havde lidt bøvl med at finde vores hostel, og hvor vi kunne parkere. Da vi endelig fik tjekket ind på vores 10 mands værelse, gik vi op for at se os omkring. Det viste sig så, at værelsets senge larmede rigtig meget - og der var 5 af de larmende køjesenge. Så det blev ikke til meget søvn den nat...

Solopgang i Dunedin

Da vi kørte til Dunedin dagen efter var vi ret smadrede. Vi endte med at dase i sengen i en times tid, hvorefter vi kørte ud til stranden og besluttede at der kunne vi ikke spise aftensmad, men vi kunne da prøve at se om vi kunne se solopgangen næste morgen. Så vi kørte til Dominos og købte to $5 pizzaer og tog med hjem, og så tidligt i seng.
Vækkeuret ringede klokken 6.15 og Hanne kiggede ud af vinduet og konkluderede at det ikke var for skyet til at se en solopgang. Så vi stod op og kørte afsted mod stranden.

Cadbury World

Det var super smukt, men ikke helt klart, hvilket var lidt ærgerligt. Men nu var vi jo oppe, så vi kunne lige så godt blive siddende og kigge lidt. Bagefter kørte vi hjem og tog en time på øjet, før vi stod op og tjekkede ud, og gik mod Cadbury World. De havde ret travlt her fredag den 13, men vi fik booket os ind på en tid. Fordi der var en time til vi skulle på tour satte vi os i cafeen og fik en kop varm kakao. Pludselig lyder brandalarmen og Hanne og jeg kigger på hinanden og tænker "er det her en joke?" - Men nej, det var det ikke. Vi blev alle bedt om at forlade stedet. Der ankom brandbiler og hele fabrikken blev gennemtjekket for folk, så sikkerheden var i top. Det næste vi hørte var at turen vi havde booket, var aflyst. Hm! Så fik vi faktisk vores penge tilbage, men fik så at vide at turene kom til at køre alligevel, og blev booket ind på en ny tur. Turen blev gennemført og vi blev en masse chokolade rigere.

Verdens stejleste gade

Da turen var slut gik vi tilbage til bilen og kørte ud til verdens stejleste gade. For den skulle vi selvfølgelig bestige. Det var super stejlt, og svært at gå op. På den ene side af gaden var der almindeligt fortorv mens der på den anden side var lavet trapper. Vi tog det almindelige fortorv op, og besluttede at tage trapperne ned, for ikke at falde.
Da vi kom ned igen oplevede jeg at mit ene ben rystede og rystede så jeg kunne ikke stå stille. Dette var en meget mærkelig fornemmelse. Men det er ret fedt at kunne sige at vi har besteget verdens stejleste gade.

Dernæst kørte vi mod Lake Pukaki og Twizel hvor vi skulle overnatte ved en familie to nætter. Men det må i høre om i næste indlæg.

Jeg ville have haft opdateret bloggen før nu, men af flere grunde kunne det ikke lade sig gøre.

Ka kite anõ.

xx Melanie

Punakaiki, Franz Josef og Wanaka.

Kia ora! 

Klokken 10 kørte vi fra Fry st mod New World (supermarkedet) for at handle ind og derefter køre mod Punakaiki. Da vi havde handlet og var klar til at køre, gæt så selv.. Oprah ville selvfølgelig ikke starte. Vi gik over i the warehouse og hun fik 15 min. Vi gik igen ind i New World og hun fik endnu 10 min inden vi simpelthen ringede til Flemming og fik ham til at komme og starte hende. Hvilket han gjorde i første forsøg. Super irriterende! Men fint, nu kunne hun da fragte os til Punakaiki.

På vejen mod Punakaiki stoppede vi ved Buller Gorge swing bridge - verdens længste hængebro. Vi købte adgang, passerede broen og gik en lille tur på øen på den anden side. Da vi skulle tilbage til bilen, havde vi købt os en zipline tur, sammen. Så vi kunne rutsche tilbage. Ret sjovt. Her ved hængebroen mødte vi for først gang de kære sandfluer som er lidt ligesom myg, bare værre. De bider hul i huden og får det til at klø. Hanne og jeg var ved at klø huden af os selv pga de sandfluer der. 

Vi kørte videre og kørte ind i en regnbyge. Vi kørte lidt væk fra vores rute og kørte ud til Cape Foulton som er der hvor man er tættest på Australien, i New Zealand. Jeg tror det er lidt smukkere, hvis man har godt vejr, vi var lidt uheldige og havde noget regn. Herefter kørte vi til Punakaiki og tjekkede ind på vores hostel, spiste aftensmad og gik en tur på stranden. Da vi kom tilbage fandt vi lidt chokolade frem og spiste det, samtidig med at vi spillede endnu et slag 500. Efterhånden som vores roomies kom hjem, joinede de os til et spil. De kendte ikke 500 i forvejen, men var friske på at lære det. Det var super hyggeligt og de var alle tre rigtig søde, og så blev det alligevel sent inden vi kom i seng. 

Næste dag satte vi kursen mod Franz Josef, men først et stop ved Punakaiki Pancake Rocks and Blowholes. Stenene ligner simpelthen, som der står, pandekager. Det ser ud som om Rasmus Klumps mor har været rigtig godt i gang med at lave pandekager. 

De såkaldte Blowholes virker kun når der er højvande eller når der er godt gang i vandet. Det er nemlig huller i stenene hvor vandet bliver sprøjtet op igennem. Hanne og jeg kom derud ca en time inden højvande, men grundet blæsten var det intet problem at se hvordan disse Blowholes fungerede. 

Så satte vi kursen mod Shantytown. Shantytown var ikke helt hvad vi havde forventet. Det hele var ret dødt og ikke bemandet og så nåede bi selvfølgelig heller ikke damptoget da det kørte. Vi vandrede rundt derinde i en halv time og besluttede så at køre videre. 

Efterfølgende ramte vi Hokitika, fik tanket og handlet ind og fortsatte så turen mod Franz Josef. 

Da vi nåede til Franz Josef tog vi ud og så gletsjeren. Vi gik en tur på 1 time og 30 minutter for at se gletsjeren. På vejen så vi også nogle smukke vandfald og nød naturen omkring os. Det var faktisk ret koldt derude, hvilket vi ikke havde regnet med, så vi havde ikke nogen trøje med, det havde dog nok været en god ide. 

Den 4. februar stod vi op og tjekkede ud i regnvejr. I dag gik turen til Wanaka. Da vi kørte afsted havde vi endnu ikke booket overnatning, hvilket viste sig at være en ret dum ide. Først stop blev gjort ved et udsigtspunkt til Fox gletsjeren som man kun kunne se med det blotte øje. 

Vi fortsatte køreturen mod Wanaka i regnvejr. Og håbede på at det klarede op. Da vi kom til Lake Matheson regnede det stadig. Lake Matheson er en sø, hvori man på en klar og super god dag kan se Mt Cook spejle sig i den. Men da vi var der, kunne man se hvordan regnen slog ned og forsagede små plask. 

Da vi var gennemblødte og mere eller mindre ligeglade med om vi blev mere våde gik vi tilbage til bilen. Vores lange bukser blev lagt til tørre i bagagerummet og vores jakker hængt op over sæderne. Super... Nå, men turen fortsatte mod Wanaka. Vi stoppede, da vi ramte 700 km ved et udsigtspunkt. Rigtig smukt, men der var 1000 sandfluer - og derfor var det en dum ide at stoppe.. Det var på det tidspunkt holdt op med at regne og var næsten klaret op. Efter som vi kom længere ned mod Wanaka, klarede det mere og mere op. Vi stoppede også ved blue pools, men på grund af vejret var vandet ikke blåt, bare brunt, øvøv. 

Da vi ramte Lake Wanaka var vejret dejligt. Vi kunne se den flotte blå farve der var i vandet, himlen var blå og solen skinnede. Vi kørte i Lake Wanakas selskab i en halv time hvorefter den blev skiftet ud med Lake Hawea. En endnu mere blå sø med lige så flotte bjerge i baggrunden. Det var en helt vildt flot udsigt vi fik den dag. Da vi landede i Wanaka opdagede vi at dem som vi havde regnet med at bo hos (hostel) ikke havde mere plads. Og det havde de heller ikke andre steder i Wanaka, kun alle de dyre steder. Så vi gik til turistinformationen og spurgte om hjælp. Heldigvis fandt de noget til os, dog i en lille by 10 minutter væk der hed Albert town. Men Queenstown havde vi heller ikke booket, så det fik vi dem også til at hjælpe med, og efter mange opringninger fandt de endelig noget til os. Super dejligt at have det på plads. 

Så kunne vi trygt køre til Albert town, lave noget aftensmad og hygge os på værelset. Det blev en rigtig afslapningsaften hvor vi fik læst en masse i vores bøger. 

Næste morgen kørte vi mod Queenstown. 

Queenstown må i høre om i næste blogindlæg, men glæd jer, der skete en masse vilde ting. 

Pas godt på jer selv, og vi ses snart. 

Ka kite anō.

Xx Melanie

Roadtrip på sydøen!

Kia ora! 

Så blev det dagen før afrejse. Nu mangler vi kun at pakke kufferten og bilen, og så skal vi liiiiige have handlet inden vi kører ud af Motueka. 

Jeg sidder indenfor og skriver, fordi her regner det i øjeblikket. 

Jeg har vidst lovet at der kom en plan ind over hvornår vi regner med at være hvor. Men vær opmærksom på at der højest sansynligt kommer til at være nogle ændringer. Vi har 7 dage at løbe på inden jeg skal hjem, og dem kommer vi nok til at bruge. 

2. februar: Motueka til Punakaiki.

3. februar: Punakaiki til Franz Josef.

4. februar: Franz Josef til Wanaka.

5. februar: Wanaka til Queenstown.

6.+7.+8. februar: Queenstown.

9. februar: Queenstown til Te Anau.

10. februar: Milforsound dagstur.

11. februar: Te Anau til Bluff til Invercargill.

12. februar: Invercargill til Dunedin.

13. februar: Dunedin til Lake Pukaki.

14. februar: Mt Cook dagstur.

15. februar: Lake Pukaki til Christchurch.

16. februar: Akaroa og Banks halvø dagstur.

17. februar: Christchurch.

18. februar: Christchurch til Hanmer Springs.

19. februar: Kaikura dagstur.

20. februar: Hanmer Springs.

21. februar: Hanmer springs til Blenheim.

22. februar: Blenheim til Motueka.

Sådan ser turen ud og alt vi kan gøre er at krydse fingre for godt vejr og fede oplevelser.

I sidste uge, da vores lille dyt Oprah, endelig var blevet fikset kørte Hanne og jeg os en tur. Det var nemlig godt vejr og jeg havde endnu ikke været ved Hawkes lookout, så der kørte vi hen. Da vi havde været der, kørte vi længere nord på over bakkerne til en lille by, for at få en is. Vi købte en is og noget vand og kørte hjemad. Lige inden vi nåede ud af byen, stoppede vi og samlede en blaffer op. Han skulle samme vej som os, han skulle bare af på halvvejen.
Da vi havde sat ham af, stod der en anden blaffer 10 meter længere fremme og kiggede på os, det var næsten synd for ham hvis vi skulle køre forbi uden at tage ham med. Så vi samlede ham op. Han skulle godt nok hele vejen til Nelson, men vi skulle kun til Motueka. Vi sagde at han kunne komme med til Motueka, og forklarede ham hvilken vej han skulle, da vi satte ham af. De var begge rigtig hyggelige, og det er noget vi godt kunne finde på at gøre igen, men ja, vi skal nok tænke os om, og nej, vi samler ikke nogle op som ser mistænkelige ud. :-D

Det var lige en lille opdatering, nu skal jeg sove inden vi skal afsted i morgen. I må have det godt der hjemme.

Ka kite anō!

xx Melanie