lørdag den 28. februar 2015

Lake Pukaki, Lake Tekapo, Christchurch, Hanmer Springs, Kaikura og Motueka.

Kia ora!
Moeraki boulders

Fra Dunedin kørte vi mod Twizel og Lake Pukaki. På vejen stoppede vi ved Moeraki boulders. Sten som er blevet formet som de ser ud på billedet, af vandet. Ret skørt at der kan være så runde sten, uden at mennesker har gjort noget for det.
Vi var der ikke ret længe inden vi kørte videre, fordi det simpelthen blæste så meget at vi næsten ikke kunne se noget. Men nu blev kursen sat direkte mod den familie Hanne havde været au pair hos. De havde sagt at vi gerne måtte overnatte - det tilbud tog vi selvfølgelig imod.
Det var en lang køretur fra Moeraki boulders til der hvor familien bor. Men vi havde hinandens selskab, så det gjorde ikke så meget.
Pludselig så vi op på himlen (som var fyldt med grå skyer), og så var nogle af skyerne blå.. Det kunne vi ikke lige forstå.
Lake Pukaki
 Da vi kom tættere på opdagede vi at det var Lake Pukaki som reflekterede op på skyerne med sin flotte blå farve. Her stoppede vi selvfølgelig også for at tage billeder inden vi kørte helt hjem til familien. Familien var rigtig søde, børnene var dog i seng, men dagen efter var de helt vilde efter at lege med os, så vi tog os lidt tid til at lege med dem inden vi kørte ud til Mt Cook. Mt Cook er det højeste bjerg på New Zealand. Men på grund af skyer, kunne vi ikke se toppen, hvilket vi var lidt utilfredse med. Derfor kørte vi et andet sted hen hvor man kunne gå op og se en gletsjer.
Smeltet gletsjer.

Vi gik den tur der var ud til gletsjeren og forbi nogle såkaldte "Blue lakes" som simpelthen var gået hen og blevet grønne for 20 år siden. Hm tænkte vi, bare gletsjeren ikke er smeltet. Og gæt hvad.. Det var den! Der var i alt ca. 10 kæmpe klumper is er sejlede lidt rundt i noget gråt vand. Der stod så på et skilt at gletsjeren desværre var smeltet for nogle år siden.... Vi kunne ikke andet end at grine lidt af det og sidde og nyde udsigten. Det ser lidt sejt ud, sådan som skyerne har slugt toppen af bjergene.

Lake Tekapo
Den 15. februar stod vi op og sagde farvel til familien hvorefter vi satte kursen mod Christchurch. På vej til Christchurch stoppede vi ved Lake Tekapo. Vi kørte op til Mt John cafe og fik lidt at drikke. Her sad vi også og nød den smukke udsigt over Lake Tekapo. Heldigvis var vejret super godt så søen var nok smukkere end så mange andre dage.
Så satte vi kursen mod Christchurch hvor vi skulle bo hos auntie Jan. Lisas tante, som havde tilbudt at vi kunne overnatte mens vi skulle være i Christchurch.
Re:Start Mall

Første dag i Christchurch tog vi ind til byen og gik i butikker. Vi var inde i Re:Start Mall. Re:Start Mall er noget der er blevet bygget efter de to jordskælv i '10 og '11. Der var alle mulige butikker, lige fra bogbutikker til souvenir shops. Det var meget dyrt der, men det var også et lidt sjovt koncept med kontainere i forskellige farver stakket ovenpå hinanden.
Efter vi havde gået rundt der lidt fandt vi et andet center hvor vi spiste lidt mad og gik i butikker. Da vi skulle tilbage ville vi finde bussen, men det kunne vi ikke.. Så vi begyndte bare at gå. Da vi endelig fandt et busstop var der en mand som fortalte os at der kun var en 15 minutters gåtur tilbage, så vi kunne jo sagtens gå. Det tog os så en halv time...

Akaroa
Dag 2 kørte vi til Akaroa og tog på stranden. Vi prøvede at bestige en bakke med Oprah (bakken var meget stejl) men det gik ikke, så vi vendte om på toppen og kørte ned igen.
Resten af dagen hyggede vi bare på stranden.


Delfinsvømning

Den 19. februar landede vi i Hanmer Springs. Dagen efter havde vi bestilt en gang massage i Hanmer Spa. Aaaah hvor dejligt. Resten af dagen brugte vi ved poolen og slappede af og nød solen. Den 22. februar stod vi op klokken 4 fordi jeg skulle svømme med delfiner klokken 5.30. Det var ude på det åbne hav, og der var så mange delfiner at det var helt vildt. Det var en sjov oplevelse som jeg vil sige at alle skulle prøve. Det var så super fedt at få en drøm opfyldt, og det var alle pengene værd. Hanne var på båden mens jeg var i vandet.
Dagen efter tog vi til Blenheim og tog en overnatning. Og dagen efter kørte vi til Motueka. Så var den tur ovre..

Det har været et eventyr uden lige, og det har været fedt, hårdt, sjovt og skønt. Vi har haft sol og regn, men ikke noget der har generet os meget. Vi føler vi har set det meste af hvad New Zealand har at byde på og det har været sjovt.
Et eventyr jeg vil huske i lang tid sammen med en fantastisk veninde. Nu er der dog kun 2 dage til jeg skal sætte kursen hjemad men jeg glæder mig også. Jeg glæder mig til at se min søde familie igen, men jeg tror også at jeg får lyst til at rejse en masse mere.

Dette eventyr er ved at være ovre, men når et eventyr slutter, starter et nyt.

Når jeg kommer hjem starter Legolands sæson snart op, og jeg glæder mig til sjove dage med skøre mennesker og en masse søde, glade og sjove børn.

I mellemtiden, pas godt på jer selv, husk og slap af og nyd hinandens selskab.

Ka kite anō!

xx Melanie

Ingen kommentarer:

Send en kommentar